skip to Main Content
Oplev Hvidebæk  Ny

Pressemeddelelse Oplev Hvidebæk

Oplev Hvidebæk er en ny fælles hjemmeside for områdets over 50 foreninger. Hovedideen med hjemmesiden er en fælleskalender, hvor foreningerne online kan skrive deres arrangementer ind. De enkelte foreningers aktiviteter bliver hermed synlige, og det giver overblik over hvad der sker i området for borgerne, og for foreningerne hjælper kalenderen med, at man ikke får lagt arrangementer oven i hinanden. Alle foreningernes hjemmesider er ligeledes på den fællesside og det er hermed hurtigt at få kontakt med en given forening. Det er også muligt at lægge billeder og tekst ind fra foreningernes arrangementer. Tilflyttere til Hvidebæk området kan ved at gå ind på hjemmesiden danne sig et indblik i områdets historie og kulturelle liv, samt finde områdets forretninger og institutioner. De informationer ligger nemlig også på siden.

Det hele startede for 3 år siden i Hvidebæk Turistforening med en ide om at samle alle foreningerne i området til et fællesmøde. Et samarbejde med lokalrådet blev etableret, og der blev indkaldt til to møder for alle foreningerne i Hvidebæk området. Ved første møde fik man hjælp af turistchefen i VisitKalundborg, René Bengtsson og fritidskonsulen i Kalundborg Kommune, Jesper Therkildsen. At samarbejdet mellem foreningerne i området skulle have en hjemmeside med en fælles kalender var turistchefens forslag, og områdets foreninger syntes det var en god ide, de havde længe manglet en fælles kalender. Ved det andet møde blev et oplæg til den fælles hjemmeside præsenteret og godkendt af foreningerne.

Hjemmesiden er nu en kendsgerning, og foreningerne er så småt begyndt at lægge deres aktiviteter ind i den fælles kalender. Hjemmesiden er blevet finansieret af landdistriktsmidler og ejerskabet er placeret hos Hvidebæk Lokalråd, som også har stået for at søge den støtte, der har finansieret fælles siden. Der vil i nær fremtid blive tilbudt et kursus til foreningerne i at bruge siden, og det er muligt løbende at få hjælp fra de tre personer, som man finder under kontakt på hjemmesiden.
Indvielse med Ziana.

Fredag den 12 april kl. 16 er der indvielse af Oplev Hvidebæk i Ubby Kultur-og Forsamlingshus. Bagefter synger vores lokale X Factor stjerne Ziana et par numre. Der serveres pølser med tilbehør. Alle interesserede er velkommen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *