Vedtægter

I udpluk siger vedtægterne:

Rådet er uafhængig af organisations- og partipolitiske interessser.
Rådets formål er at styrke og udbygge lokalområdet ved at fremme en bæredygtig udvikling indenfor foreningsliv, bolig, erhverv, kultur, miljø og trivsel for borgerne, altså at gøre det attraktivt at leve i landdistriktet.
Som medlem (A-medlem) med stemmeret kan optages borgere (enkeltpersoner).
Som medlem (B-medlem) uden stemmeret kan optages foreninger, korps, menigheder og såvel private som offentlige virksomheder.
Ordinær generalforsamling holdes hvert år senest inden udgangen af marts måned.
Indkaldelse til generalforsamling sker med mindst 2 ugers varsel ved direkte henvendelse til medlemmerne og/eller ved annoncering i lokal husstandsomdelt avis.
Bestyrelsen kan nedsætte stående udvalg eller ad hoc – udvalg. Bestyrelsen beslutter udvalgenets størrelse og sammensætning og fastlægger kommissorium for deres funktion og frister for udvalgsarbejdets udførelse. Personer uden for rådet kan deltage som medlem af sådanne udvalg.
Rådets virksomhed finansieres ved medlemskontingent og tilskud. Rådet kan også have andre indtægter, bl.a. fra virksomhed.

Vedtægterne, i fuld ordlyd, kan læses nedenfor – eller hentes i pdf-format her.

Jakob Beck Jensen
Enggårdsvej 22 . 4490 Jerslev Sj.
Telefon 22 41 78 85
E-mail jakobbeck@ka-net.dk

Vedtægter

§ 1. Navn og adresse.

Rådets navn er ”Hvidebæk lokalråd” og har hjemsted i Kalundborg Kommune.
Rådets adresse er den til enhver tid siddende formands adresse.

§ 2. Status.

Rådet er uafhængig af organisations- og partipolitiske interesser.

§ 3. Formål.

Rådets formål er at styrke og udbygge området ved at fremme en bæredygtig udvikling indenfor foreningsliv, bolig, erhverv, natur, kultur, miljø og trivsel for borgerne, altså at gøre det attraktivt at leve i landdistriktet.

§ 4. Medlemskab.

Som medlem (A-medlem) med stemmeret kan optages borgere (enkeltpersoner).
Som medlem (B-medlem) uden stemmeret kan optages foreninger, korps, menigheder og såvel private som offentlige virksomheder.
Bevarelse af medlemskab er betinget af rettidig kontingentbetaling. Såfremt et medlem skønnes at skade rådet, kan bestyrelsen ved simpelt flertal ekskludere medlemmet.

§ 5. Generalforsamlingen.

Rådets øverste myndighed er generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling holdes hvert år senest inden udgangen af marts måned på et sted, som fastsættes af bestyrelsen.
Indkaldelse til generalforsamling sker med mindst 2 ugers varsel ved direkte henvendelse til medlemmerne og/eller ved annoncering på hjemmesiden Oplevhvidebaek.dk, FB-siden Oplev Hvidebæk, husstandsomdelt avis.

Dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Valg af stemmetæller
  2. Valg af dirigent
  3. Bestyrelsens beretning
  4. Fremlæggelse og godkendelse af revideret regnskab
  5. Behandling af eventuelle indkomne forslag
  6. Rådets fremtidige arbejde
  7. Fastsættelse af kontingent
  8. Valg af medlemmer til bestyrelsen samt suppleanter jf. § 6
  9. Valg af revisor samt suppleant også jf. § 6
  10. Eventuelt

Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes skriftligt til formanden og være denne i hænde senest 1 uge inden generalforsamlingen.
Ved stemmelighed ved personvalg foretages ny afstemning om de personer, der opnåede lige stemmetal ved første afstemning. Ved ny stemmelighed foretages lodtrækning mellem de personer, der nu opnåede lige stemmetal.
Stemmeberettigede er tilstedeværende medlemmer. Hvert A-medlem har én stemme.

§ 6. Bestyrelsen.

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som alle vælges af generalforsamlingen for en to årig periode, således at 2 medlemmer er på valg i lige årstal, herunder formand, og 3 medlemmer er på valg i ulige årstal, herunder næstformand. Hvert år vælges desuden en 1. og en 2. suppleant.
Genvalg kan finde sted.

Revisor samt –suppleant vælges hvert år. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen konstituerer sig selv hvert år umiddelbart efter generalforsamlingen. Kasserer kan, hvis bestyrelsen finder det nødvendigt/fornuftigt, vælges udenfor bestyrelsen.
Bestyrelsen har ansvaret for rådets virksomhed.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen afholder møder efter behov, dog mindst én gang hvert kvartal. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede.
Bestyrelsesmøder og generalforsamlinger indkaldes og ledes af formanden. Sekretæren tager referat til bestyrelsens godkendelse.

§ 7. Udvalg.

Bestyrelsen kan nedsætte stående udvalg eller ad hoc – udvalg. Bestyrelsen beslutter udvalgenes størrelse og sammensætning og fastlægger kommissorium for deres funktion og frister for udvalgsarbejdets udførelse. Personer uden for rådet kan deltage som medlem af sådanne udvalg.
Udvalg arbejder under ansvar over for bestyrelsen og refererer til denne.

§ 8. Økonomi og regnskab.

Rådets virksomhed finansieres ved medlemskontingenter og tilskud. Rådet kan også have andre indtægter, bl.a. fra virksomhed. Rådet registrerer sig i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter reglerne for CVR-nr. til frivillige foreninger.
Regnskabs- og kontingentåret går fra 1. januar til 31. december, dog går regnskabsåret første gang fra stiftelsen 19. maj til 31. december 2008.
Rådets midler skal være anbragt i anerkendt pengeinstitut.

§ 9. Tegning.

Rådet tegnes økonomisk af formanden i forening med næstformanden.
De er dog ikke berettiget til at kunne optage lån på foreningens vegne eller på anden måde at forpligte foreningen økonomisk, med mindre de på forhånd er blevet bemyndiget dertil ved en bestyrelsesbeslutning.
Bestyrelsen er ansvarlig for rådets økonomi. Kassereren varetager rådets regnskaber og fører dets medlemskartotek. Kassereren er ansvarlig for opkrævning af kontingenter og kan foretage alle udbetalinger på rådets vegne. Kassereren er berettiget til på rådets vegne at modtage og kvittere for tilskud, og kassereren tegner, ved bestyrelsens afgivelse af fuldmagt til denne, foreningen over for pengeinstitut.

§ 10. Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes efter bestyrelsens beslutning, eller hvis 50% af A-medlemmerne over for formanden med deres underskrift, og med samtidig angivelse af dagsorden, udtrykker ønske herom.
Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes med 4 ugers varsel til afholdelse senest 8 uger efter, at formanden har modtaget ønsket herom.

§ 11. Vedtægtsændringer.

Vedtægtsændringer kan kun foretages på en generalforsamling.
Forslag til vedtægtsændringer skal, for at kunne behandles på generalforsamlingen, følge samme procedure som andre forslag jf. § 5.
Ændringen skal vedtages af mindst 50% af de fremmødte A-medlemmer.

§ 12. Opløsning af rådet.

Opløsning af rådet kan kun foretages, hvis 75% af de afgivne stemmer på hver af to på hinanden følgende lovligt indkaldte generalforsamlinger beslutter det.
Ved beslutning om rådets opløsning skal generalforsamlingen samtidig beslutte, hvordan foreningens egenkapital skal anvendes til almennyttige formål.

Disse vedtægter erstatter tidligere vedtægter af 11. marts 2013.

Således vedtaget på generalforsamlingen den 13. marts 2024.
Dirigent Arne Madsen – Formand Erik Voss Pedersen